Player_slider

Spørgsmål & svar

Betaling af kontingent på Holdsport

På Holdsport er vi af den overbevisning, at betaling af kontingent skal være så nemt, strømlinet og problemfrit som overhovedet muligt for medlemmer i klubber og foreninger landet over. Derfor fungerer Holdsports kontingentbetalingssystem ikke blot som et automatisk opkrævningssystem til gavn for kasseren - det er i allerhøjeste grad også en nem onlineplatform for medlemmer/spillere at betale sit kontingent på. Her er der nemlig altid mulighed for at afregne med alle former for betalingskort og endda MobilePay.

På baggrund af det betalingshjul klubben selv har angivet i systemet, sørger det selv for automatisk at sende kontingentopkrævningen til et medlem/spillers mail indeholdende et link, som fører dig direkte over i den givne kontingentbetaling. Ligeledes vil ethvert udestående komme til syne, så snart du logger på din Holdsport-profil, så man aldrig er i tvivl. Både på computer og i appen. Beløbsstørrelsen afhænger 100% af foreningen, og der findes et væld af muligheder for kasseren til eksempelvis at inkludere indmeldelsesgebyr/prøveperiode til nye medlemmer eller fritage spillere fra kontingent som følge af, at man er skadet, sygemeldt eller noget helt tredje. 

Kontingent
Markeret her med blåt ses en udestående betaling på en medlemsprofil i Holdsport i PC/Mac-version.

Kontingentbetaling med betalingskort

Uanset hvilken korttype du ejer, kan du betale dit medlemskontingent på Holdsport. Det er nemlig ikke op til klubben/foreningen at afgøre, hvilke betalingsløsninger, man har brug for at tilkøbe sig - alle er tilgængelig på Holdsport, da vi som systemudbyder har valgt at stå for samtlige indløsningsaftaler.

Inde under "Profilindstillinger" i Holdsport bevarer det enkelte medlem overblikket over allerede betalte kontingenter fra tidligere perioder samt de udestående betalinger i vinduet "Betaling". Et rødt tegn vil blive vist for kontingenter, der endnu ikke er betalt, mens et grønt tegn vises ud for kontingentbetalinger, der allerede har fundet sted. For at betale udvider du den specifikke betaling og trykker "Betal", som vist på billedet forneden.

Ved selve betalingen bliver man mødt af en side med oplysninger omkring, hvilken betaling man skal til at foretage sig, samt hvor pengene sendes hen. Derudover vises et eksempel på, hvordan bankkontoudtoget vil optræde i din netbank. Du skal samtidig læse og acceptere betingelserne, inden du kan få lov at betale. Afslutningsvis trykker du blot "Betal med kort".

Er du interesseret i at spare tid og ressourcer fremadrettet, kan du i forbindelse med betalingsprocessen bede systemet om at huske kortoplysninger,  og dermed lade næste betalingsrunde køre helt automatisk. Dette gælder, uanset om betalingsrunderne finder sted hver måned eller hvert år. Klubben kan også tage beslutningen for dig, hvis de vælger, at systemet altid skal huske alle kortoplysninger til fremtidig betaling. Bliver man meldt ud af klubben, ophører de automatiske træk fremadrettet, fordi kortoplysningerne ikke længere lagres i profilen.

Kontingentbetaling med MobilePay

Som alternativ til kortbetaling er det på Holdsport muligt at afregne sit kontingent via MobilePay - Danmarks mest populære mobilbetalingssystem med mere end 3,6 mio. brugere. Direkte fra opkrævningsmailen i din indbakke bliver du ført ind på Holdsport-appen, hvorfra muligheden for mobilbetaling foreligger. Det kræver blot, at man har downloadet MobilePay-appen til sin telefon.  

Kontingent
Markeret med blåt indledningsvist er MobilePay-løsningen i Holdsport. Dette eksempel viser et medlemskontingent på 800 kr., hvor det fra foreningens side er bestemt, at medlemmet selv står for at dække administrationshonoraret på 8 kr.

Så snart man klikker "Betal med MobilePay", bliver man ført over i MobilePay-appen, hvorfra man blot skal swipe til højre. I praksis overføres beløbet direkte til Holdsport, hvorefter selve medlemsbetalingen sendes til foreningens konto fratrukket administrationshonoraret på 3, 4 eller 8 kr. afhængig af beløbets størrelse. Klubben vælger, om dette beløb skal behæftes hvert enkelt medlems kontingentopkrævning, eller om udgiften er på klubbens regning.

Vær opmærksom på, at man fra foreningens side kan have valgt som standardindstilling at spærre medlemmer med overskredet betalingsfrist fra at deltage i aktiviteter via appen, som jo er hele kernen i Holdsport-platformen. Det er kalenderens aktiviteter, den daglige holdkommunikation tager udgangspunkt i.

Ender man i denne situation, at man er "spærret/udelukket", kan man dermed først få lov at være med i holdets træninger og kampe, når det udestående kontingent er betalt. Allerede fra selve aktiviteten i kalendervinduet vil du kunne ordne denne betaling ved at klikke "Betal" (se billedet). Herefter er det igen muligt at tilmelde sig aktiviteten/aktiviteter.


      

Ét login er nok til hele familien

Kontingent

Far Erik kan tilgå sin egen og sønnen Nicklas' betaling

Har man børn i en aldersgruppe, der ikke selv kan håndtere til/afmelding til aktiviteter og kontingentbetaling, kan mor eller far uden besvær ordne dette. Ved at tilknytte børn til sin profil - og dermed få en forældreprofil på Holdsport - kan man nøjes med et enkelt login, og herfra skifte til sin søn eller datters profil og varetage handlinger i appen på vegne af barnet/børnene - heriblandt naturligvis betalingen.

Det er vigtigt at bemærke, at et barns udestående medlemsbetaling ikke fremgår på forælderens oversigtsside, når man logger ind på Holdsport. Har man betalt sit eget kontingent på Holdsport, og dernæst vil betale sønnens, er man nødt til at tilgå sønnens profil. Man kan dog sagtens tilknytte samme mailadresse til alle profilerne, så man modtager kontingentopkrævninger for alle børn samme sted, som man modtager sin egen betalingspåmindelse.

Et barn kan uden problemer være knyttet op til to forælderprofiler, hvis man eksempelvis er skilsmisseforældre, der skiftes til at varetage barnets fritidsaktiviteter. 

    

    

     

   

Var denne artikel brugbar?
4 af 8 synes dette var brugbart

Kan du ikke finde det, du leder efter?

Kontakt vores support her
Gør som 591000 andre og opret dig hos Holdsport