FAML - Aabyhøj IF
I de voksnes rækker
Solen står stadig højt på himlen, og en svagt kølig brise omfavner mig, mens jeg cykler afsted ud af den endeløse Søren Frichs Vej. Men dér ligger det; Aabyhøj Stadion og troner i al sin tomhed. Jeg er i (rigtig) god tid, og der er ingen at spørge, om hvor omklædning og baner mon kan være
henne. Jeg tager en cykeltur rundt om hele skolen og alle banerne, men intet virker oplagt.
Heldigvis er kampleder Peter i den anden ende af røret og kan fortælle, at jeg faktisk står det rigtige sted, og at han er der næsten.
Stille og roligt dukker ti mand op. Tjek. Og der er både kamptøj og øl med. Tjek. Selv hjemmeholdet ankommer. Tjek. Det sitrer let i luften med forventning. Som når køerne efter en lang vinter endelig kommer på græs. Og nu skulle vi ud og vise, at vores mentale vintertræning og taktiske overvejelser vil blæse modstanderne omkuld. Og vi er jo rykket op! Fra OB+55 til OB+60. Nu er vi kommet i de voksnes rækker. Tjek.
Realitytjek. Kim, der har tabt mange gange, og stort, til Aabyhøj insisterer på, at vi lægger defensivt ud, og måske med nogle hurtige kontraer. Det tygger vi lidt på, mens vi glider i de røde og gule farver. Så står vi der, mens solen i de samme farver glider vestover. Men hvor skal vi spille?
Per er heldigvis skarp, og lokalkendt, og viser os, hvor infoskærmen er. Vi skal spille i Parken. Lyder fornemt, men viser sig at ligge en mindre dagsrejse fra omklædningen. Faktisk skal vi fra Åbylav (tidligere kendt som Åby, altså som i det der ligger syd for Søren Frichs Vej) og til Åbyhøj.
Så langt mod nord, at man kan skimte Silkeborgvej lidt længere oppe ad bakken.
Shuttlebusserne er ingen steder at se. Men afsted på dupperne går det, og vi finder både en bane og en dommer. Mål er der dog ingen af. Til gengæld er banen fuld af grene. Fra påskestormvejret, tænker jeg. Hjemmeholdet dukker også op. De bærer mål på plads, mens der bliver varmet op.
Jeg samler brænde, og bemærker at banen har en vis hældning. Nogle vil kalde det omkring en højdemeters forskel. Men til forskel fra andre baner vender denne nord - syd, så ingen bliver blændet af en nedgående sol.
Nu skal kampen snart igang. Kampråbet har lydt. Vi vinder lodtrækningen og vælger at 1. halvleg skal spilles op ad bakke. Dommeren fløjter, og der er øjeblikkelig tænding. Alle giver sig max, og mens vi lige skal finde hinanden på banen, skifter bolden fra os og til Åbyhøjspillerne. Og tilbage igen. Der er mange gode takter. Spillet bølger frem og tilbage. Det virker ret jævnbyrdigt. Nogle brillere, andre laver drop.
Vi er midt i halvlegen, hjemmeholdet er i angreb, og noget, der måske ikke engang var et skud, ender over målstregen. 1 - 0. Ærgerligt. Men op på hesten igen. Der bliver fightet og flere gennembrud ender i skud henad mod modstandernes mål. Og det samme mod FAML-målet. Med fem til ti minutter før fløjt, brænder det på ved Aabyhøjmålet. Et indlæg, et hjørnespark mener jeg, sender bolden ind foran deres mål. Kim har positioneret sig, bolden svæver ind mod mængden,
Kim går til vejrs, rammer bolden lidt for meget med toppen af hovedet. Overlægger ud.
Fløjt. Pause. Taktiske oplæg. Fornyet optimisme. Intet udfald er skrevet i sten, og vi er i hvert fald
ikke kørt midt over.
Det går lidt bedre at angribe ned ad bakke. Selvom undertegnede ikke har fået helt styr på bentøjet. Det er ligesom, at fødder og ben ikke helt adlyder hjernen, præcis som de skal. Men der bliver fightet. Andre går det bedre for.
Aabyhøjerne er en smule tunge i betrækket op ad bakke. Men de har dog en Torben, en sweeper, det er svært at komme forbi, og han er ret ferm med lange afleveringer. Og mindst to gange resulterer det i angriber mod målmand-situationer. Om det er nerver eller Friis’ intimiderende udstråling, vides ikke, men bolden ender hver gang langt forbi mål.
Lige indtil den ikke gør. 2-0 til hjemmeholdet. Jeg kan desværre ikke huske detaljerne, men det var vist et skud med godt knald i. Træls, men modet er dog langt fra slukket hos de rød-gule.Kampen igennem har budt på lige mange chancer i begge ender. Begge hold er lidt præget sæsonstartsform. Og måske lidt alder. De centrale midtbanespillere er sjældne fugle i 7-mands spillet. Det er som i håndbold, der er kun forsvar og angreb.
Ved Aabyhøjmålet er der dog også drama. Flere FAML-forsøg ender uden gevinst, angriberne er ikke helt sammenspillede, endnu. Men vi holder presset mod hjemmeholdet. Og endelig. Peter har bolden og ender nede mod baglinjen. Han får vristet sig fri og sender i en perfekt kurve bolden mod Kims pande. Denne gang fokuserer han på retningen, bolden skal i. Mål. 2 - 1. Og dagens ubetingede flotteste scoring (burde have talt dobbelt!).
De sidste kræfter suges stille ud af begge hold, og trods enkelte solopræstationer samt resterne af fightervilje, nærmer vi os en afslutning, mens solen ude i vest maler himlen orange.
Fløjt. 2 -1. Fin og jævnbyrdig kamp med plads til relativt nemme forbedringer. Helt sikkert et godt valg med oprykning til de voksnes række.
Shuttlebusserne kommer heller ikke og henter os, og vi må atter vandre tilbage mod Åbylav og omklædningen. Skål. Og tak for kampen. Glæder mig til den næste.
Oleg
PS. Fotografen havde desværre fri, så i må selv danne billeder i jeres hoveder.
