Projekt Ishockeydommer skydes i gang i Silkeborg Ishockey Klub
Hvad vil det egentlig sige at være dommer?
Hvad betyder alle de mærkelige tegn, dommeren laver undervejs?
Og hvordan er det nu lige med reglerne i ishockey?
Det – og meget mere – gav Marcus svar på til dommer-introen i mandags.
Ingen ishockeykamp uden en dommer. Alligevel er der ikke for mange af dem – hverken i Silkeborg Ishockey Klub eller i de øvrige klubber rundt omkring i landet. Derfor er vi nu klar til at søsætte Projekt Ishockeydommer.
Et hold i holdet
Tanken er, at dommerflokken skal være deres helt eget “hold” i klubben – på samme måde som vores øvrige hold.
Et fællesskab hvor man:
-
Har det sjovt sammen socialt
-
Deltager i særlige dommertræninger
-
Udvikler sig og lærer mere om regler og spilforståelse
-
Støtter hinanden – både nye og erfarne dommere
Marcus kommer til at stå i spidsen for projektet og vil fungere som mentor og sparringspartner for både nye og nuværende dommere.
Og det er ikke hvem som helst, der tager teten. Marcus har en lang dommerkarriere bag sig og har blandt andet dømt kampe i Metal Ligaen, så han ved om nogen, hvad det vil sige at stå midt på isen, når det gælder.
Hvad kræver det at blive dommer?
Alt efter hvilket niveau man ønsker at dømme på, kræver det, at man har været på dommerkursus. Kurserne afholdes af Danmarks Ishockey Union, og vi arbejder på at få et kursus til Silkeborg.
Man behøver ikke være voksen for at blive dommer – og ja, der er også løn for indsatsen.
Dømmer du for eksempel et U6/U8/U10-stævne, får du typisk omkring 300 kr. for et stævne.
Det er en oplagt mulighed for unge spillere, tidligere spillere eller forældre, der gerne vil tættere på spillet.
Fik du ikke det hele med?
Deltog du ikke i introduktionen i mandags – eller vil du gerne have genopfrisket nogle af de forskellige dommertegn – så ligger præsentationen vedhæftet her.
Når vi har mere information klar om Projekt Ishockeydommer, sender vi naturligvis mere info ud – og her bliver det også muligt at melde sig på banen som interesseret.
For uden dommere – ingen kamp.
Og måske er det netop dig, der står midt på isen næste gang!
Præsentation fra dommerintro
I præsentationen er der til sidst en række links, som ikke virker i pdf udgaven, de kan i stedet findes her:
IIHF Rulebook
IIHF
Danmarks Ishockey Union
Danske Ishockeydommere - DID