AB A/S sikrer delfinansiering af Akademiet resten af 2025
Akademisk Boldklub og AB A/S har netop landet en vigtig aftale, der sikrer delfinansieringen af klubbens Akademi med kr. 200.000 for resten af 2025. Aftalen betyder, at den daglige drift og udviklingen af klubbens talentarbejde kan fortsætte uforstyrret resten af året. Aftalen kommer i forlængelse af delfinansiering på kr. 350.000 i 2023 og sponsoratdeling i 2024. Siden Five Castle Football Group købte AB A/S I 2022, har det været en prioritet at kunne støtte akademiet og opbygge et endnu tættere positivt samarbejde. Det tætte samarbejde ses blandt andet i den fælles tøjaftale med Select og Unisport.
"Det er en nødvendig og ansvarlig beslutning," siger fodboldformand i moderklubben AB, Kim Ragle. "Vi er naturligvis taknemmelige for opbakningen og ser det som en anerkendelse af det stærke arbejde, som vores trænere, ledere og spillere har præsteret over de seneste år. Det sportslige niveau i Akademiet er i dag historisk højt, og det er afgørende, at vi kan fastholde den position – både for klubbens fremtid og for talenternes udvikling."
Et tæt samarbejde – med gensidig støtte
Aftalen er samtidig et udtryk for et velfungerende samarbejde mellem AB A/S og moderklubben. AB A/S har blandt andet stillet teknologiske og materielle redskaber, f.eks. GPS tracking systemer, til rådighed, skiftet til at bruge akademiforældre til at betjene boderne på kampdage samt bidraget med at stille trænere og fysioterapeut til rådighed. Når der har været behov, har Akademiet hjulpet til – blandt andet i forbindelse med trænerskift, hvor både talentchef Simon Andresen og U19-cheftræner Anders Mortensen har indgået som en del af løsningen.
Bestyrelsesformand i AB A/S Brian Grieco udtaler: ”Vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde, der giver de unge i AB mulighed for at udvikle sig til deres fulde potentiale.”
Akademiet har i de seneste sæsoner leveret markante resultater på tværs af årgange og fungerer som en vigtig fødekæde til førsteholdet. Flere spillere fra Akademiet er i dag en del af AB A/S’ førsteholdstrup, både som faste spillere og i træningssammenhæng. Derudover understøtter Akademiet, at unge kontraktspillere kan udvikle sig sportsligt på et højt niveau, samtidig med at de passer deres skole eller uddannelse.
Derudover bidrager førsteholdet løbende med spillere til både U19-holdet og klubbens 2. seniorhold. Det giver mulighed for at sikre kontinuitet, høj kvalitet i træning og kamp – og understøtter den grønne tråd i udviklingen på tværs af hold og aldersgrupper.
AB A/S er stolte af løbende at kunne inddrage spillere af egen avl på førsteholdet, hvor den seneste årgang 2006 allerede har leveret intet mindre end 4 spillere i form af Pachanga Kristensen, Noah Ibsen, Tobias Hageltorn og senest Noah Maale.
“Det er helt centralt for os at værne om det stærke fællesskab, vi har i AB,” siger Sofie Brandi Petersen, direktør i AB A/S. “Fra dag 1 har mit fokus været på at bygge bro og optimere samarbejdet mellem Akademisk Boldklub og AB A/S. Vi står meget stærkere, når vi arbejder sammen, og jeg syntes vi i dag står et rigtig godt sted. Vi har et fælles mål om at udvikle både klubben og spillerne, og derfor er det både naturligt og en glæde, at vi bidrager til at sikre akademiets fortsatte drift"
Også Head of Academy & Coaching, Simon Andresen, sætter ord på samarbejdet:
”Jeg er ekstremt glad for, at vi med denne aftale styrker samarbejdet yderligere mellem Moderklub og AB A/S. Jeg ser det som et naturligt skridt for at fortsætte den udvikling, vi har været igennem på Akademiet hen over de seneste par år. Værdien af det arbejde vi lægger for dagen på Akademiet, skal gerne tilfalde vores bedste fodboldhold i klubben, så vi både sportsligt og økonomisk bidrager til at være konkurrencedygtige på lang sigt – både på ungdoms- og seniorniveau”
Over sommeren vil der blive indledt dialog om, hvordan Akademiet også på længere sigt kan sikres økonomisk. Det sker i en konstruktiv og løsningsorienteret tone mellem parterne, som begge ser det fælles udviklingsarbejde som en investering i klubbens fremtid.
"Vi har et stærkt udgangspunkt med det samarbejde, der allerede fungerer på tværs af AB A/S og Akademiet," slutter Kim Ragle.