Torsdagskunst - FC Rudersdal
Efteråret har ramt Birkerød, som en tung dyne af skyer med regn og blæst, hvilket også betød at mørket havde nået at sænke sig inden kampen blev fløjtet i gang.
Forventningspresset var stort - kravet var en sejr og 3 point for at generobre første pladsen i rækken. Dagens modstander FC Rudersdal gav os kamp til stregen i forårets opgør på en knoldet bane i Vedbæk, så der var lagt op til en god gang fodbold, for sidst viste de både en stærk defensiv, en kompetent midtbane og nogle hurtige angribere.
Rudersdal kommer da også klart bedst fra start - de lykkedes med at presse os højt på vores banehalvdel i modvinden og de får tilspillet sig de første par chancer i opgøret. Den farligste et skud på overlæggeren ude fra kanten af feltet.
Da chokket havde lagt sig var det tid til at vise, hvorfor vi er et tophold, specielt på en dag, hvor spillet ikke flyder, som det plejer pga. et velspillede modstanderhold, så er det rart at et af de nøgleord der kendetegner det meste af vores sæson er effektivitet.
Til tider er fodbold simpelt og det viser vi efter 13 minutter spil, hvor Jon får spillet Nielsby fri og han udnytter chancen til at passere keeperen til 1-0.
6 minutter efter vil Torm gerne have skiftet bold pga. for lavt tryk - dommeren er dog ikke enig, hvad gør man ved det? Jo man lægger da et perfekt frispark fra midten af banen, Nielsby lægger den af til Malte og så står den 2-0 (usvigeligt sikkert og uhyre effektivt!)
Resten af halvlegen bølger frem og tilbage uden de store chancer.
Det bør dog nævnes, at vi helkikser træneres “guldæg”, det flade hjørnespark skråt tilbage til Skovgaard på kanten af feltet. Den ender direkte i fødderne på en Rudersdal spiller og giver en halvfarlig kontra.
I halvlegen foretager vi 3 udskiftninger og om det er forventningspresset eller et ikke helt afstemt spændingsniveau skal jeg lade være usagt, men Eckermann læner sig kraftigt op af en ostemad i hans første aktion, men slipper med en påtale. Så skulle man mene, at vi havde lært lektien. Specielt efter anføre Malte får råbt: “Drenge vi skal IKKE komme i undertal”, men endnu en af indskifterne Flink kommer til at tage bolden med hånden for derefter (længe efter dommerens fløjte havde lydt) at sparke bolden væk. Det udløste fortjent et gult kort.
Det medførte 10 minutter powerplay, hvor Rudersdal fik presset os godt og grundigt i bund i egen zone, de spillede godt uden om os med varieret spil op gennem midten og ud over kanterne. 2-1 målet falder i en situation, hvor de spiller en lang bold op i vores højre side Andreas
fejltolker situationen, da han forventer et træk ind i banen, angriberen vælger desværre at afslutte i en blød bue over i det lange hjørne.
Moralen led et lille knæk, men det skulle værre endnu. Samme opskrift denne gang i vores venstre side. Vi følger egentlig meget godt med o tilbageløbet men i stedet for det forventede hurtige indlæg stopper kanten op, spiller en boldt skråt tilbage til en af mange Rudersdal folk, i en situation, hvor vi ikke helt står tæt nok, der er ikke meget tid eller plads, men resolut klapper han til bolden, som ender i nettet til 2-2.
Flink får afsonet sin straf og han skal ikke bruge mange minutter på banen førend han går fra skurk til helt, et tværaflevering fra Malte, som Flink kaster sig efter og så er vi igen foran, denne gang med 3-2.
Desværre bliver dette nærmest Flinks sidste aktion, da han i en solohændelse på midten af banen hænger fast og får lavet et vrid i knæet, det lød desværre ikke for godt, og det ser ud til, at der er lagt op til en længere skadespause.
Emil måtte desværre også trække sig med en skade, så heldet var ikke helt med os i denne periode af kampen.
Vi er bedre med i kampen, målet til 3-2 har givet os den energi indsprøjtning vi havde behov for. Vi spiller stadig ikke køn bold, vi får ikke pladsen eller stoler ikke nok på egne evner til at spille i deres høje pres, men lange bolde, samt bolde over kanterne giver også chancer og en del hjørnespark. Et af disse fra højresiden bliver sparket ind Malte vælger at sparke et kæmpe hul i luften, dette udnytter Michael dog til at lægge en kort bold på tværs til Troels - der er squ mål i de nye støvler 4-2!
Rudersdal har et par enkelte chancer mere. Bl.a. en lækker Volleyredning fra Andreas, men farligere blev de ikke.
Til gengæld ville Mr. 33% heller ikke i dag score sit 30 sæsonmål, da han vælger en sløj variant af en afslutning imod slutningen af kampen.
Han vil dog selv argumentere for at dommeren både mangler at fløjte et straffe imod ham, samt mangler at anerkende et mål, hvor det ser ud som om målmanden laver en redning på den forkerte side af stregen.
4-2 kampen resultat - om det var velfortjent? Måske ikke helt, men det var effektivt og igen i dag viser vi den kampgejst og vores ukuelig tro på os selv. Vi skaber et resultat og det er vigtigt!
Tilbage på den førsteplads, som vi fortjener!
Nu venter 2 på papiret nemmere kamp mod Annisse (1) og Gilleleje, dette er dog begge udebane kampe, hvilket betyder tidlig mødetid så se nu at få aftalerne på plads i hjemmet.
Vi skal have 6 point, så vi kan lette lidt af presset i de 2 sidste kampe mod hhv. Allerød og Frem Hellebæk