De Røde Djævle - Pulat-Okin
Sæsonens sidste kamp, som meget symptomatisk ender uafgjort i en sæson, hvor vi nærmest aldrig har spillet kryds så mange gange.
Jeg så ikke en del af første halvleg, fordi jeg (uden held) prøvede at få fat i en af vores helt nye bolde, som dommeren var kommet til at donere til et andet hold på vej væk fra banen!
Men jeg ved, at Maxi endnu engang scorede direkte på frispark, og at Otto var træt.
I anden halvleg bølger det lidt frem og tilbage, men hovedhistorien er nok truppens ældste spiller i Max, der laver en basse mere, løber som var han 20 år yngre, og slutter af med en assist til topscoreren Otto, der klogt og køligt laver sit 12 sæsonmål.
Pulat-Okin får udlignet til sidst på et kraftigt hovedstød midt for mål efter hjørne, men de havde også mange chancer, så det var måske fair nok.
MoM: Max 6 stemmer (Dario 2)
Således sluttede en hæderlig djævlesæson, hvor vi ender midt i rækken og dermed er væk fra seneste sæsons flirt med nedrykningsstregen. Året var fyldt med vigtige højdepunkter. Jeg har noteret mig:
- Magnus’ stigende antal kampdeltagelser.
- Ottos flotte indtog i anførergruppen (undtaget den urutinerede gang, hvor han gav anførerbindet til en lejesvend).
- Vores evne til at rekruttere gode fodboldspillere, der hedder Daniel.
- Moradinho, der laver lige så mange oplæg på et halvt år som hele sidste sæson og bliver både far og top-assistmager endnu engang.
- Kampjubilæer til Viktor, Borg og Bonaparte.
- Darios og Maxis flotte efterår.
Men vigtigst af alt fyldte vi kollektivt året med fine mål og kampindsatser og ikke mindst gode grin og snakke i djævlenes lag ❤️
Vi ses til afslutning og i den nye sæson! #Klubliv