FAML - AGF
Jeg har aflyst flere møder her til eftermiddags efter jeg, af Jan er blevet beordret til at skrive referat af en kamp som jeg helst vil glemme. Jeg var ellers ret opsat og havde sovet eftermiddagslur som del af forberedelsen til kampen. Vi skulle spille mod AGF som jo er en elite klub i alle rækker af fodbolden. Det er svært at se på superligaen hvor AGF jo befinder sig i bunden. Hvis vi havde slået AGF havde vi været højere oppe i rækkerne. Skæbnen ville det anderledes. Ove havde meldt sin ankomst og Sergdan var med. Jan kom for sent og der havde lagt sig en dis og mørke over CIF som jo heller ikke var vores vanlige hjemmebane. Mørket og den nye bane varslede ilde.
Da jeg ankom til Vorrevang så jeg to forvildede mennesker rende rundt med hjørneflag og helt overflødigt mange bolde der nærmest mindede om at vi forberedte os til individuel træning hvilket egentlig nok kunne bekomme os vel. Det var selvfølgelig Kim Karmark og Peter der kunne meddele at vi havde lavet en dobbelt booking. Med andre ord ankom jeg til kaos og stress. Alt det jeg havde nok af i mit arbejde forsatte ud i en kamp der på alle måder var vanskelig at spille mod et elite oldboys hold der på alle pladser undtagen min og Peters plads, var dominerende.
Vi blev kørt over af et velforberedt og veltrænet AGF hold der ovenikøbet havde mestertaktikeren Morten Juhl med på holdet samt Kalle der begge er super gode fodboldspillere. AGF lagde sig foran allerede efter 3 minutter. Et FAML hold der i forvejen var i kaos og var tæt på at glemme kampråbet inden kampen start. Alt var den dag symptomatisk og varslede at vi kun kunne tabe. Friis stod sin værste kamp i år og mange af AGF´s mål var ikke nemme at tage. Vi fik dog tilkendt et straffe efter 10 minutter og jeg blev modvilligt sat til at eksekvere dette straffe der kunne sikre udligning. Ikke overraskende satte jeg den ind med en sikkerhed og ro der kendetegner en ægte elite spiller. Resten af kampen gav sig selv. Det blev 1-3, 1-4, og vi fik en ekstramand ind. Så blev det 1-5 før FAML igen fik scoret. I al beskedenhed var det et godt gennemspillet angreb hvor undertegnede på lang afstand spottede Peter der var lusket bag om AGF´s forsvar. Peter havde teknik nok til blot at sætte en inderside på så bolden gik ind. Et simpelt mål men udøvet af en elite hjerne uden lige. En næsten identisk aflevering fra undertegnede til Jan viste niveau forskellen mellem Peter og Jan. Peter scorede og det gjorde Jan ikke. Måske vi skal til at bruge alle boldene til at træne med når nu vintertræningen går i gang. 2-5 og vi nærmede os en afslutning hvor AGF kunne nå at få scoret yderligere to mål til slutresultatet 2-7 til AGF. Mørket havde lagt sig over CIF´s golde, våde græsplæner. Selvom vi tabte kunne vi alle blive enige om at vi mødte et hold der på alle undtagen min og Peters, var bedre end FAML. Omsorgfuldt blev øllene knappet op og FAML folket fandt roen og jeg blev sendt hjem til Juelsminde med en 0,0 Alkohol og blev enig med mig selv om at storprale med det ene mål jeg scorede til min kone for at aflede hendes opmærksomhed på at vi havde tabt
.
Der kommer altid en ny kamp og den skal vi vinde. FAML forever!
Bertil