OB 55: FAML, Århus - AIA/Tranbjerg


FAML 55 - AIA/Tranbjerg, mandag den 11. august 2025
Fodbold er en holdsport. At være et hold betyder, at man taber og vinder sammen.
Forventningen, humøret og ikke mindst græsset var højt til denne sæsonpremiere, der kan blive historisk, hvis det lykkes renegatfløjen på holdet, at stemme en oprykning til 60+ fra næste sæson igennem på den just annoncerede generalforsamling den 1. november.
Den var en god kamp. God dommer, venlige modstandere. Vi kæmpede som det kan forventes, vi spillede momentalt helt fornuftigt fodbold; stod godt i kæderne, bevægede os nu og da for hinanden og lod klogelig bolden gøre det grove arbejde.
Friss stod sin med afstand bedste halvleg som ikke længere helt ny 55keeper. Nemlig i første halvleg. Fremragende. I 2 halvleg stod han.
Libaan, vores fornemme ambassadør i de højere politiske og kredse i Nordamerika, senest Toronto (mon ikke han dukker op i Alaska på fredag), synes med sin flotte indsats at have fået sig etableret som en sikker boldbegavet styrmand med overblik på midtbanen. Det er blevet sagt om Libaan, at han snakker mere end han spiller. Det er stadig sandt, men han taler mere og mere med fødderne også, så de er ved at indhente mundtøjet. Men der er stadig et stykke vej. God kamp af Libaan.
Per mere engageret og dedikeret end længe. Arbejdede og løb godt; sprintede, ja ligefrem oversprintede nu og da deres venstre back og leverede en række stærke afslutninger og indlæg, heraf 2 assists. En god kamp af Per.
Uffe en solid boksspiller og opspilsstation. Samtidig iøjefaldende målsøgende og afslutningsstærk. 2 bemærkelsesværdige afslutninger med højrebenet, hvoraf det ene næsten nåede ind til målet. En god kamp af Uffe.
Grønkjær, som jo egentligt er en dygtig fodboldspiller startede på toppen, men spillede det meste af tiden på midtbanen som en slags vandbærer for Libaan. Løb meget, som altid konstant spilbar. Stod for de fleste af vores i virkeligeden ret mange gode afslutninger. Skæbnen var hård og han kunne konkluderende ikke noteres for hverken de assists og scoringer, som hans boldforstand og arbejdsindsats havde fortjent. En god kamp af Grønkjær.
Agenten styrede, inspirerede, fightede og spillede fodbold på det sædvanlige høje niveau. Vores sande leder i spillet på banen, også i aften. Det trækker selvfølgelig fra, at han lavede så stor en bommert foran Friis, at det kun kan betegnes som et egentligt selvmål. Men i det store regnestykke fortoner dette udfald sig (næsten) fuldstændigt. En god kamp af agenten.
Referenten spillede momentvis med. En kamp af referenten.
Holgaard mødte nyklippet og bidrog som altid taktisk klogt, uortodoks underspillet til mange af vores bedste opspil. Løbepensum over det forventelige af en mand reelt uden fysik eller lungekapacitet. En klog spiller, der forstår at placeringsevne supplerer løbepensum. En god kamp af Holgaard
Karmark kompenserede sin noget særegne motorik i almindelighed og løbemønstre i særdeleshed med energisk overskud og spillede en decideret brandkamp. Han krydrede indsatsen med 2 fremragende scoringer. Den ene med hovedet, som vi kender det, et klassik Karmark signatur. Det andet sjældnere, ved simpelthen at afdrible 4 AIA’ere og paralysere en måbende keeper, hvorefter han afsluttende uforstyrret kunne trille bolden over målstregen. Og gjorde det. I al sin enkelhed: En brandkamp af Karmark.
Holdet tabte sammen kampen 2-5, men Karmark tabte, på en eller anden måde, lidt mindre end vi andre.
En god kamp af FAML