Tillykke, Pan – 80 år og stadig på vej mod næste post
Den 23. oktober 1946 sad en lille flok mennesker på Kroen i Krogen, lige over for banegården i Aarhus, og besluttede at starte en orienteringsklub. De kunne ikke vide, at de samtidig startede noget, som 80 år senere stadig samler masser af mennesker i skoven hver uge. Men det gjorde de. I dag er Orienteringsklubben Pan en af Danmarks ældste o-klubber – og en af de mest levende.
Tænk på, hvad du er en del af, næste gang du står ved Silistria med kortet i hånden. Her har Pan-løbere mødtes siden 1974. Gennem årene har klubben været med til at arrangere verdensmesterskaber, Påskeløb, danmarksmesterskabet, Jysk-Fynske mesterskaber, NightChamp og masser af træningsløb. Mellem de store overskrifter ligger tusindvis af tirsdagstræninger, ungdomstræninger, Panisttræninger, klubture, Night Trail-aftener med pandelamper, trailture og meget andet.
Det er det, der bærer 80 år. Ikke medaljerne, selvom der har været mange (rigtig mange), men følelsen af at høre til. At nogen venter på dig i mål. At en klubkammerat stadig stiller op som postudsætter i regnvejr, fordi det er sådan, man gør i Pan. At det nye medlem, der tøvende kom til introforløbet i foråret, nu selv tager en nybegynder med ud i skoven.
Klubbens tråde rækker langt ud over Marselisborgskovene. Mange er gennem årtier blevet oplært og trænet i Pan og har siden taget det med sig til andre klubber – ligesom mange andre o-løbere finder vej til Silistria i en periode af deres liv. Mere end 3265 o-løbere har været medlem af klubben gennem årene. Alt det er med til at gøre klubben levende og lærende. I dag trækker Pan tråde ud i hele orienteringsverdenen: i kredsarbejdet, i Dansk Orienterings-Forbund, som trænere på talenthold og landshold – og internationalt, hvor Pan-folk gennem årene har siddet med ved bordet, givet input til sportens udvikling og været med ved stævner rundt om i verden.
Når du løber for Pan, løber du i en tradition, som har været med til at forme dansk orientering – og som stadig gør det.
Så tillykke til os alle sammen. Til dem, der var med i 1946, til dem, der holdt klubben i gang gennem årtierne, og til dem, der først lige har fundet vej til Silistria.
Vi fejrer de 80 år sammen på klubdagen i november – husk at få dig tilmeldt.