Ny formand og kasser i Aalborg Volley!
Fredag den 17. april afholdt klubben generalforsamling, hvor vi skulle sige tak til fire personer, der gennem en årrække har ydet en kæmpe indsats for Aalborg Volley.
Casper har stået i spidsen for klubbens online tilstedeværelse, hvor især hans kampvideoer og highlights har været et stort hit. Maj-Britt har ført trop på sponsorarbejdet som sponsoransvarlig, og med sin brede vifte af kompetencer og bekendte givet klubben et værdifuldt grundlag at arbejde videre med vores sponsorer på. Jonas har været tro væbner for pengekassen siden 2021, og selvom arbejdet mest foregår bag kulisserne har han været en uundværlig del af at gøre budget håndgribeligt for selv de mest talblinde i bestyrelsen.
Mads Peter har været en del af bestyrelsen helt siden Aalborg Volley blev dannet ved sammenlægningen af VK74 og HIK i 2016. Det er blevet til 10 års dedikeret bestyrelsesarbejde, heraf de seneste 3 år som formand. Hans engagement og store indsats har været med til at forme klubben til det, den er i dag.
Alle fire har de dog det tilfælles at de fortsætter i klubben i en eller anden facon, så ser i dem i hallen, giv dem et skulderklap og et “tak for arbejdet”, det har de mere end fortjent.
Fire markante profiler forlod bestyrelsen, og det var store sko, der skulle udfyldes. Selvom flere meldte sig ind i bestyrelsen, lykkedes det ikke at finde en ny formand og kasserer. Vi måtte ud i en ekstraordinær generalforsamling d. 1 juni, som slog alle rekorder. På under 15 minutter var posterne blevet afsat, vedtægtsændringer vedtaget og mødet hævet.
Som ny kasserer indtræder Lars Gunggaard og Mikkel Underbjerg, der deler posten som en dynamisk duo. Deres første opgave bliver at udarbejde en regnskabsopgørelse for første halvår af 2026, efter beslutningen om at omlægge regnskabsåret til perioden juni–maj. Ændringen betyder, at regnskabet fremover følger sæsonen i stedet for kalenderåret, hvilket gør budgetlægningen både nemmere og mere gennemsigtig.
Klubbens nye formand bliver Søren Bregnhøj, som de seneste to sæsoner har været en aktiv del af bestyrelsen som menigt medlem. Til sidst skal der lyde en tak til den øvrige bestyrelse, både nye og gengangere. Bestyrelsen er større end den har været i mange sæsoner; en nødvendighed når vi skal tage afsked med flere nøglepersoner. Den nye bestyrelse er dedikeret til samarbejde og til at løfte opgaverne i fællesskab.
Således blev posterne besat og bestyrelsen kigger nu sammen frem mod den kommende sæson, hvor vi arbejder for at kunne opretholde de flotte sportslige resultater og udviklingstakter, som prægede den forgangne sæson.
💙 Endnu en gang tusind tak til Casper, Maj-Britt, Jonas og Mads Peter for jeres store arbejde for Aalborg Volley – og held og lykke i jeres nye roller, både på og udenfor banen.