Vil du være med til at starte Danmarks første "Puck & Pote"-hold? 🏒🐾
Har du styr på motorik og leg, er du måske idrætsstuderende, gymnast eller er du bare hamrende dygtig til børn og ved, hvordan man gør bevægelse til noget sjovt?
Vi har lige fået grønt lys, friske midler og tildelt tid i opvarmningssalen. Nu mangler vi bare landets hyggeligste, sjoveste og mest engagerede instruktør til vores helt nye forældre/barn-hold (2–5 år) med opstart medio/ultimo august!
Vi har brug for dig:
- 🗓️ Hvornår: Hver torsdag kl. 17.00 - 18.00 (1 time om ugen).
- 📍 Hvor: I opvarmningssalen – aktiviteten foregår som udgangspunkt helt uden skøjter.
- 💰 Løn: Der ydes selvfølgelig en godtgørelse for din tid og indsats.
- 🙌 Opbakning: Du står ikke alene; Vi ønsker at finde en eller to der kan hjælpe med det praktiske og klargøring af udstyr undervejs.
Frie hænder og medbestemmelse: Du får en rolle med stor tillid, hvor du selv er med til at tilrettelægge legene og styre forløbet. Du bliver desuden en vigtig del af indkøbsfasen allerede nu, hvor du får afgørende medbestemmelse på, hvilket sjovt trænings- og motorikudstyr vi skal bestille hjem til de små poder for projektmidlerne.
Hvad er Puck & Pote? Vi er den første ishockeyklub i landet, der laver et motorisk hold for de helt små, inspireret af håndboldens "Trille og Trolle". Gennem forhindringsbaner, mini-stave og indendørs pucke giver vi børn og forældre en tryg og legende start på foreningslivet, hvor introduktionen til ishockey sker helt i børnehøjde gennem leg.
Kolbøtter, fangeleg og måske endda sanglege er lige så vigtig en del af Puck & Pote, da det i bund og grund handler om bevægelse og om at være sammen med andre, mens man gør det. I løbet af forløbet vil både børn og forældre desuden få mulighed for at stifte bekendtskab med Hockeyskolen, når de er klar til det – og kun hvis de har lyst til det.
Hvem leder vi efter? Vi drømmer om en fra klubben (eller jeres netværk), som brænder for at skabe rammer, hvor fællesskab, leg og trivsel er i højsædet. Uanset om du har en baggrund inden for idræt/pædagogik, eller du bare har den helt perfekte børnetække og kender de øvelser, der binder leg og sport sammen.
Det er absolut ikke et krav, at du har spillet eller spiller ishockey. Det er derimod et krav, at din tilgang til børnene er fyldt med tålmodighed, smil og masser af god energi.
Er det dig? Kan du se dig selv i rollen, eller vil du bare høre lidt nærmere om projektet, så smid en mail hurtigst muligt til: Bestyrelsen@hvik.dk
Håber at høre fra dig
Bh
Bestyrelsen