Nyt sportsligt setup for den kommende sæson

Rødovre Ishockey Klub
8. apr. 2025


Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og vi retter nu blikket mod sommertræningen og den kommende sæson. For at styrke klubben og skabe en mere sammenhængende spillerudvikling har vi evalueret vores nuværende sportslige setup og besluttet at vende tilbage til en struktur med én Sportschef, der får det overordnede ansvar, understøttet af et Sportsudvalg.

Tidligere har vi haft tre udviklingschefer med hver deres ansvarsområde, men dette har skabt udfordringer i koordineringen og medført usikkerhed blandt spillere, forældre og trænere. Derfor samler vi nu ansvaret, så vi kan sikre en rød tråd i talentudviklingen og en ensrettet strategi på tværs af årgange.

Vi er glade for at kunne meddele, at Mikael Florentz tiltræder som Sportschef med øjeblikkelig virkning. Mikael har de seneste måneder fungeret som eneste udviklingschef og har dermed allerede et stærkt kendskab til klubbens sportslige struktur. Han får nu det overordnede ansvar for alle hold og vil arbejde målrettet på at skabe stabilitet og kontinuitet i det sportslige arbejde.

Samtidig styrker vi det sportslige setup med et Sportsudvalg, hvor vi med stolthed kan byde Nichlas Hardt velkommen. Han har en imponerende karriere bag sig, både i RSIK og Metalligaen samt på internationalt niveau med erfaring fra både SHL og Liiga. Hans indsigt og erfaring fra ishockey på allerhøjeste niveau vil være en kæmpe gevinst for klubben. Vi har store forventninger til hans bidrag i arbejdet med at udvikle vores sportslige setup og skabe en stærk sportslig retning.

Samtidig vil Heikki Karvinen og Tobias Ruelykke indtræde i Sportsudvalget. Tobias afslutter sin rolle som Udviklingschef, men fortsætter med fokus på at udvikle klubbens samarbejde med Rögle. Heikki vil fungere som sportslig rådgiver med særligt fokus på mandskabspleje, da vi ved, at et trygt og motiverende miljø er afgørende for spillerudviklingen.

Vi har store forventninger til dette nye setup, og vi er overbeviste om, at det vil skabe en tydelig struktur og sammenhæng i det sportslige arbejde på tværs af årgange samt sikre en rød tråd i alt, hvad vi gør. En klub med en klar sportslig identitet og en systematisk tilgang til spillerudvikling vil altid stå stærkere i konkurrencen om at udvikle og fastholde talent.

Inden længe vil Mikael Florentz præsentere trænerkabalen for den kommende sæson.

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktionsoversigt
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktionsoversigt