MINDEVÆRDIGT UNGDOMSSTÆVNE
Sæsonens første Ungdomsstævne blev afholdt med masser af glade børn og forældre, fuldstændig som tidligere stævneleder Kristian Pedersen ville have ønsket det.
Lørdag den 20. september afholdt Hillerød GI Bordtennisklub sæsonens første Ungdomsstævne i Kreds Nordsjælland.
Det var 29 forventningsfulde spillere, der ud over forældre/pårørende, klubledere, og ikke mindst spændte stævnearrangører, mødte op til stævnet.
Alle niveauer af ungdomsspillere, der endnu ikke deltager jævnligt i de større breddestævner, dvs. både helt nye og let øvede spillere, var inviteret med.
I mange år har Kristian Pedersen været fast stævneleder for Ungdomsstævner/Pointstævner. Det var derfor med en stor klump i halsen, at undertegnede, sammen med de mange fremmødte spillere, forældre og ledere, mindedes Kristian inden vi gik i gang.
Der blev fra start lagt op til, at alle, helt i Kristians ånd, skulle have et super hyggeligt og uformelt stævne, med en masse jævnbyrdige kampe. Vægten blev lagt på, at da niveauinddeling var så godt som umulig med så mange helt nye stævnedeltagere, så ville alle sikkert både møde meget og lidt modstand. Derfor ville det være ekstra vigtigt med fairplay, og at alle skulle gå hjem med en god oplevelse.
Klublederne havde på bedste vis opdelt spillerne efter vurderet niveau, en inddeling der blev brugt som udgangspunkt for dagens puljeinddeling. Her blev stævnets 29 spillere opdelt i 5 puljer, én 5-mands, og fire 6-mands (mands = m/k), som spillede på i alt otte borde. I puljerne spillede alle-mod-alle, så alle spillere fik mest mulig kamptræning, og chance for at møde jævnbyrdige modstandere.
Inden opstart sikrede træner Mikkel Holm, sammen med Slangerups Daniel Berthelsen, som havde været sød at tilbyde sin hjælp, at alle spillerne var blevet godt varmet igennem af en effektiv gang bordtennisopvarmning.
Fra Hillerød GI Bordtennisklub deltog Oskar Mac Holst, Axel Sørensen, Malthe Lundqvist, William Lassen og Tobias Jun Peng Tan
Med så mange rigtigt glade og dedikerede ungdomsspillere, ser vi allerede nu frem imod, at Kreds Nordsjællands spillere mødes igen til næste runde i Allerød den 8. november - LÆS MERE NEDERST I DENNE KLUBNYHED.
FÆLLES MEDALJEUDDELING EFTER EN MASSE FAIRPLAY KAMPE I PULJERNE
FOTOS
Hvis du er interesseret i at se flere fotos fra præmieoverrækkelse mm, og downloade billeder hvis du kan finde dig selv, så kan det gøres via Onedrive HER.
STÆVNERESULTATER
I disse stævner lægger vi jo op til at resultater er uden betydning, og at det vigtigste helt klart er øvelse i at spille kampe, socialt samvær og FairPlay. Skulle du alligevel på et senere tidspunkt få behov for at se hvordan din kamp gik mod en bestemt modstander, så vil resultaterne fra stævnet kunne findes på BordtennisPortalen (BTDK vil have indtastet resultaterne medio oktober).
NÆSTE UNGDOMSSTÆVNE
Allerød Bordtennisklub ABTK inviterer til 2. runde af Bordtennis Danmark (BTDK) Ungdomsstævner:
LØRDAG DEN 8. NOVEMBER 2025 kl. 10 med mødetid 9.30
HILLERØD SPILLERE: TILMELDING 8/11-25 HER
Her vil du igen kunne møde spillere fra klubberne i Kreds Nordsjælland, og kunne få dig en god social oplevelse, med en masse kamptræning.
VI GLÆDER OS TIL AT SE DIG TIL NÆSTE UNGDOMSSTÆVNE #BordtennisErSjovt
GENEREL INFO OM BEGYNDER- OG UNGDOMSSTÆVNER
Du finder alt omkring BTDK’s Ungdomsstævner i Kreds Nordsjælland HER.
Jeg vil gerne takke alle jer der på den ene eller anden måde var med til at hjælpe mig igennem dette, for mig meget følelsesladede stævne. TUSIND, TUSIND TAK til hver og én, Kristian ville have elsket at se hvordan der, helt i hans ånd, blev løftet i flok.
ÆRET VÆRE KRISTIANS MINDE
Kristian bisættes fra Nyhuse Kapel, torsdag 25. september kl. 12.00
- Alle er velkomne, klubben sender blomster på medlemmernes vegne.
AF: Louis de Voss.