IFA – én forening, ét fællesskab
I.F. Alliancen tager hul på et nyt kapitel
I mange år har vores fire afdelinger – fodbold, håndbold, badminton og gymnastik – i høj grad arbejdet hver for sig. Det har skabt stærke afdelinger, men nu vil vi styrke det, vi har til fælles: IFA.
I foråret blev der valgt en ny hovedbestyrelse, og vi har siden arbejdet på at skabe et stærkt fundament for fremtidens IFA.
Vi har blandt andet fået fælles økonomisystem og bogfører, og flere afdelinger er nu samlet på Holdsport.
Nu kan du finde hele IFA ét sted
Vi har fået genoplivet ifalliancen.dk og etableret en fælles hjemmeside for hele foreningen.
Her kan du få et samlet overblik over vores tilbud og aktiviteter i fodbold (link), håndbold, badminton og gymnastik.
På hjemmesiden finder du blandt andet en fælles kalender, hvor du kan se:
- 🏸 Træningstider
- 🤾 Kampe
- 🤸 Aktiviteter
- 📅 Møder og andre arrangementer
(Fodboldens træningstider og kampe fremgår endnu ikke af kalenderen, da fodbold fortsat benytter Kampklar.)
Vi håber, at hjemmesiden bliver et naturligt samlingspunkt for hele IFA – og gør det nemmere for alle at se, hvad der sker på tværs af vores afdelinger.
Det her er kun begyndelsen
Vi vil skabe et IFA, hvor vi kender hinanden på tværs af afdelingerne, hjælper hinanden og skaber flere fælles oplevelser.
Derfor kan I forvente flere initiativer, der skal styrke samarbejdet, sammenholdet og følelsen af at være en del af IFA.
Én forening – ét fællesskab.
Sammen er vi IFA.
Dennis Lykke Nielsen
Formand, I.F. Alliancen