Historisk rugbysejr i København – Danmark XV rykker op
Det danske rugbylandshold, Danmark XV, spillede i dag en kamp, der vil blive husket som et højdepunkt for rugby i Danmark. I en særdeles fysisk, intens og stemningsfuld playoff-kamp mod Moldova på hjemmebane i København kæmpede Danmark XV sig til en historisk sejr på 41-6 og rykkede dermed op i Rugby Europe Trophy-rækken.
Med over 400 tilskuere på sidelinjen og fantastisk opbakning fra hjemmepublikummet viste det danske hold både vilje, fysik og sammenhold gennem alle 80 minutter. Kampen blev spillet på CSR-Nanoks hjemmebane på Christianshavn – den første rugbylandskamp i hovedstadsklubben nogensinde.
Landsholdskaptajn Mikkel Andresen udtalte efter kampen:
”Jeg er lidt tom for ord lige nu – først og fremmest tak til Moldova for en rigtig god kamp, som vi vidste, ville blive hård. Men vi vidste også, at vi kunne slå dem, hvis vi kæmpede hele vejen. Og at vinde foran det her publikum er helt fantastisk,” lød det fra Mikkel Andresen lige efter slutfløjtet.
Oprykningen til Trophy-rækken, der en den anden bedste række i Europa, betyder, at Danmark nu får mulighed for at møde stærkere europæiske nationer og tage et vigtigt skridt i retning af international etablering.
”Vi håber selvfølgelig på den samme support fra publikum, når vi skal spille Trophy i næste sæson,” tilføjede Mikkel Andresen.
Udover det sportslige højdepunkt markerede dagen også en personlig milepæl for Michael Friis Larsen, der spillede sin landskamp nummer 50 – og modtog stor applaus fra både medspillere og publikum. Friis Larsen er dermed blevet en del af en eksklusiv klub, da han er bare dem femte i dansk rugbyhistorie til at passere de 50 kampe.
KAMPFAKTA
- Dato: Lørdag 24. maj 2025
- Sted: CSR-Nanok Rugby, København K
- Resultat: Danmark 41 – Moldova 6