FasterOikos er ny sponsor for Alliancen København
Den selvstændige andelskasse FasterOikos er ny sponsor for ungdommen i Alliancen København og vil de kommende tre år optræde forskellige steder, hvor de omkring 250 drenge og piger spiller floorball.
– Vi er utrolig glade for, at endnu en god partner til at udvikle floorball og understøtte stærke fællesskaber for børn og unge i København. FasterOikos er et godt værdimæssigt match i forhold til at udbrede vores budskaber og promovere sporten på en god måde, siger talsmand for Alliancen København og formand i Vanløse Floorball, Jesper Malm.
For FasterOikos var Alliancen København et oplagt valg, fortæller direktør Jan Kirkensgaard:
– Vi er en selvstændig andelskasse med stærke værdier og vi kan se, at floorball er en stor sport for børn i lokalområdet i og omkring særligt Vanløse og Frederiksberg, og vi vil gerne støtte stærke og sunde fællesskaber, som kan få endnu flere i gang med foreningsidrætten. Alliancen Floorball var hurtige til at gribe vores ønsker og idéer om et lokalt partnerskab, og vi håber, vi kan være med til at gøre en forskel.
FasterOikos er en demokratisk andelskasse ejet af kunderne selv, ligesom den har et stærkt bæredygtigt fokus. Ambitionen om at dyrke fællesskabet og støtte op om initiativer, som gavner lokalt og i hele verden, er dybt forankret i andelskassen.
– FasterOikos har en stærk bæredygtighedsprofil på en række områder. Der er i høj grad tænkt over mange af de parametre, som vi også arbejder med i forhold til FNs 17. verdensmål i Alliancen København. På den måde er det helt naturligt, at vi samarbejder og bruger hinanden til at komme længere ud med budskaberne, slutter Jesper Malm.
Samarbejdet mellem Alliancen København og FasterOikos løber over de kommende tre år.
Læs mere om FasterOikos her: www.fasteroikos.dk