Chrisfish fortsætter som hovedsponsor i FIK
Chrisfish fortsætter som hovedsponsor i FIK – stor støtte til både bredde og talent
Frederikshavn Ishockey Klub (FIK) kan i dag med stor glæde annoncere, at Chrisfish har forlænget sit sponsorat og fortsætter som hovedsponsor i klubben.
Chrisfish, der har været en fast del af byens erhvervsliv siden 1962, har i mange år bakket op om ishockeyen i Frederikshavn – både som sponsor og gennem familiære og personlige relationer til sporten. Brødrene Niels Erik og Jørn Ole Berthelsen, der i dag står i spidsen for familievirksomheden, har begge selv taget deres første skøjtetag i FIK og senere på byens elitehold White Hawks, og har også tidligere engageret sig som trænere i FIK.
Den fortsatte støtte fra Chrisfish er ikke blot en vigtig økonomisk håndsrækning – det er også en stærk opbakning til det værdifulde arbejde, der hver dag foregår i FIK, hvor både breddeidrætten og talentudviklingen er i fokus.
"Chrisfish’ engagement i FIK er uvurderligt. Det betyder meget for vores klub og for hele byen, når en lokal virksomhed med så dybe rødder i sporten bakker op på denne måde. Det er med til at sikre, at vi kan skabe rammerne for både nye ishockeyspillere og morgendagens talenter," siger Christian Nordentoft, bestyrelsesmedlem i FIK.
Formand for Frederikshavn Ishockey Klub, Rikke Wilde, understreger også vigtigheden af sponsorstøtte for at fastholde og udvikle klubbens arbejde:
"Det er helt afgørende, at virksomheder i Frederikshavn bakker op om sporten. Uden sponsorer som Chrisfish kunne vi ikke tilbyde børn og unge i byen de muligheder, vi har i dag – uanset om de drømmer om en karriere på isen eller bare elsker ishockey som fritidsinteresse. Vi håber derfor, at flere virksomheder vil lade sig inspirere og være med til at løfte fællesskabet. Det er vigtigt, at det ikke kun er de få, der bærer de mange."
Med hovedsponsoratet fra Chrisfish ser FIK frem mod en ny sæson, hvor endnu flere unge får mulighed for at opleve glæden og fællesskabet ved ishockey.