Velkommen tilbage: Theis Rasmussen er ny sportschef i HvIK
Hvidovre Ishockey Klub har ansat Theis Rasmussen som ny sportschef – en rolle, han tidligere har haft i klubben, og som han nu vender stærkt tilbage til.
Theis har været en del af dansk ishockey hele sit liv – som spiller, træner, leder og forælder. Med over 20 års erfaring har han arbejdet med alle årgange – fra begynder til U20 og 1. division. I HvIK er han et velkendt ansigt og kender både klubbens værdier og hverdag.
Siden sin tid i HvIK har han haft centrale roller i både Rødovre og Herlev, hvor han har arbejdet målrettet med rekruttering, struktur, talentudvikling og brobygning mellem ungdom og senior.
Theis selv siger:“Jeg glæder mig til at vende tilbage til HVIK og blive en del af det stærke fællesskab, der kendetegner klubben. Her er en sund kultur med gode mennesker og store muligheder. Jeg håber at kunne bidrage med både struktur og retning i det sportslige arbejde – og være med til at skabe et miljø, hvor både bredden og de mest ambitiøse spillere kan trives.”
Senest har Theis været sportsligt ansvarlig for begynderne op til U13 i RSIK med fokus på trænerudvikling, forældresamarbejde og rekruttering. Den erfaring – kombineret med hans ledelseserfaring og menneskelige tilgang – gør ham til en stærk profil for HvIK’s fremtid.
Næstformand Martin Hassenkamm udtaler: “Theis kommer med både faglig tyngde og menneskelig varme. Han forstår at samle folk og skabe struktur uden at miste fællesskabet. Vi ser ham som en nøgleperson i det videre arbejde med at udvikle klubben og ser meget frem til samarbejdet.”
Vi byder Theis varmt velkommen tilbage i HvIK-familien.