Ny bestyrelse valgt på generalforsamling og Torben Boye takker af i bestyrelsen
Ny bestyrelse
Den nye bestyrelse blev valgt på klubbens årlige (og i år velbesøgte) generalforsamling, som fandt sted den 27. maj 2025. Du kan se den nye bestyrelse her. (Vi mangler kun at få den nye kasserer, Stig, med på siden).
Den nyvalgte bestyrelse har allerede planlagt det første bestyrelsesmøde og ser frem til at smøge ærmerne op og tage fat på de mange spændende opgaver i sæsonen 2025-2026. Et referat af generalforsamlingen vil snart blive offentliggjort, og vi vil løbende informere medlemmerne om udvalgte highlights fra mødet.
Torben Boye takker af i bestyrelsen
Vores helt egen Torben Boye, som i årtier har været en markant skikkelse i klubben, har valgt at træde ud af bestyrelsen efter en menneskealder i front. Torben har ydet en enestående indsats som en sand "One Man Army" og har holdt klubben kørende i både med- og modgang. Hans aftryk er bemærkelsesværdigt og rækker over flere generationer af spillere, som han enten har undervist i basketball på skolerne i Espergærde eller i Idrætsbyen.
Torbens imponerende arbejde blev hædret med en tale af vores medlemsansvarlige, Malene Malling, og han modtog en gavepakke – venligst sponsoreret af Espergærde Vinhandel. Heldigvis bliver Torben i klubben som træner på nedsat tid, og man vil fortsat kunne møde ham torsdag aften i Idrætsbyen, hvor han træner U15-drengene fra årgang 2011.
Vi glæder os til juni, hvor et highlight bl.a. er klubbens sæsonsafsluning d. 18. juni (tilmeld dig i Holdsport) og ser bl.a. frem mod, at flere nye hold starter op efter sommerferien.
Med sportslige hilsner,
Bestyrelsen