250715 Nyheder
Nyheder d. 15/7 2025.
Der har længe manglet orientering fra bestyrelsen om stort og småt, men det vil vi nu råde bod på. Derfor jævnlige “Nyheder” i den kommende tid.
Sæsonafslutning 24/25.
Først en stor tak til alle, som har bidraget til det store arbejde gennem året.
Trænere og ledere især skal have en kæmpe tak for deres store indsats, som dels har vist, at der er liv i klubben, og dels har været med til at sikre vores medlemmer gode fællesskaber og lysten til at røre sig: Oplevelser og vaner for livet.
Også en stor tak til frivillige, som stillede op og gav en hjælpende hånd, når der var brug for det.
Især vores fastelavnsarrangement og turneringsdeltagelsen ved landsstævnet kunne kun gennemføres takket være jeres store hjælp.
Endelig skal der gå en speciel stor tak til Jan Rud Petersen, som trådte tilbage som formand efter at have været primusmotor omkring en professionalisering af klubbens drift og udtryk. Det er store fodspor, som vi andre skal forsøge at træde videre i.
Nyt klubhus.
Som en sidste embedshandling i den netop afsluttede sæson indgik bestyrelsen en aftale med JIK Fodbold om en ny fordeling af lokalerne omkring Møllegårdhallen.
Det betyder i praksis, at JIK Fodbold får brugsretten til alle lokaler omkring kantinen, mens Jægerspris Underducks FC får brugsretten til lokalerne til venstre for Møllegårdhallens hovedindgang.
For Jægerspris Underducks FC betyder det en meget bedre ramme for klublivet, men mere om det senere.
Udbredelse af kendskabet til floorball.
I bestyrelsen har vi besluttet at arbejde hårdt for at få udbredt kendskabet til floorball for derved at kunne rekruttere nye medlemmer.
Vi har derfor - som et forsøg - opsat en udendørs floorballbane på “den røde plads” ved Jægerspris Skole, som alle frit kan benytte.
Vi har både lagt bolde og nogle stave, så interesserede kan hygge sig med det i sommerferien.
Næste sæson.
Nyt om den kommende sæson kommer meget snart.
Med tak for en rigtig god sæson ønskes I herfra samt en fortsat god sommer.
På bestyrelsens vegne
Ole Peltola form.
20131310
underducks.floorball@gmail.com