Styrer kalender og bødekasse: Nu får populær sportstjeneste millioner at lege med

Oprindeligt skrevet af: Mick Kristensen
Publiceret: 27. marts 2017 kl. 15.18
Oprindeligt udgivet af Finans.dk

Danmarks største sociale sportsmedie går i den kommende tid efter sit internationale gennembrud.

Hvis du dyrker fodbold, håndbold eller en anden holdsport, er der en rimelig sandsynlighed for, at du har stiftet bekendtskab med Holdsport.dk.

330.000 personer bruger nemlig den populære sportstjeneste, der holder styr på spillere, kalender, tilmelding til kampe, bødekasser, røde og gule kort, hjemmeside og kontingent. Alt sammen i et form for digitalt klubhus.

Nu får det sociale sportsmedie, der er Danmarks største af sin slags, så en investering på et større millionbeløb fra de to investorer Rasmus og Mads Dissing Pedersen, der har købt 25 pct. af aktierne i Holdsport.dk, hvis brugerantal er 10-doblet siden 2010.

Investeringen skal bruges til at vokse massivt i de kommende år, forklarer Frank Bjergø, direktør i og stifter af Holdsport.dk.

»Investeringen giver os en stor mulighed for at sætte turbo på vores ekspansionsplaner. Vi har rigtig godt fat i danske sportsudøvere, men vi har også ambitioner om at vokse markant uden for landets grænser,« siger han i en pressemeddelelse.

Den friske kapital i Holdsport.dk kommer da også på arbejde med det samme. Marketingsbudgettet øges betydeligt, og der bliver ansat en række landechefer, som skal sikre et stærkt indtog på nye markeder.

Fremadrettet kan sportsudøvere i USA, England og Sverige nemlig benytte sig af tjenesten SportMember, der er tilpasset det enkelte land. Tidligere er SportMember lanceret med succes i Spanien, Norge, Østrig og Tyskland, hvor væksten ifølge Frank Bjergø har haft samme fart som i Danmark.

»Vi har været vant til at vokse med Holdsport, men det er klart, at vi nu for alvor kan speede processen op. Vi kan gøre organisationen bredere og i højere grad have fokus på vækst og ikke bare på indtjening,« siger han.

Rasmus Dissing Pedersen, én af to nye medejere af Holdsport.dk, tror på én mio. brugere ved udgangen af 2018.

»Vi har investeret i Holdsport, fordi vi kan se et enormt potentiale i ideen og tjenesten. Vi lavede et stort analysearbejde forud for aftalen, og vi kan se, at systemet funktionsmæssigt og i forhold til brugervenlighed er langt foran alle andre. Det er et rigtig stærkt værktøj for spillere, forældre og klubledere,« siger han.

Holdsport.dk blev stiftet af Frank Bjergø for omkring 10 år siden, da han irriterede sig over, at holdkammeraterne glemte at møde op til kamp. Så han besluttede sig for at gøre livet lettere for spillere og trænere ved at lave en digital platform, hvor de kunne aftale det ene og andet.

Størstedelen af Holdsport.dk's indtægter kommer fra annoncer, men indtægterne fra samarbejdspartnere som Sport24 og Carlsberg, og medlemmers tilkøb af ydelser som opkrævning af kontingent og håndtering af stævner, er i hastig vækst.

Holdsport.dk har endnu ikke vist sig som en guldrandet forretning, da det er blevet til underskud i tre af fem regnskabsår.


Link til den oprindelige artikel:
https://finans.dk/erhverv/ECE9462356/styrer-kalende...

Klar til at komme i gang?

Udforsk Holdsport, eller opret en konto med det samme og begynd at administrere din klub. Du kan også kontakte os for at få hjælp til opsætningen af din klub.
Hvad koster det?
Hvilke behov har din klub? Basis eller PRO abonnement?
Priser
Funktioner
Ingen 2 klubber er ens. Vores funktioner dækker dine behov.
Funktioner