Præsentation af AB Sportscafés nye forpagtere
Fra i dag mandag d. 1. maj har AB Sportscafé fået nye forpagtere, da Birgitte og Demetrius har takket af efter 1,5 år. De skal begge have en stor tak for indsatsen, og for at være med til at skabe den gode atmosfære for 3. halvleg, klubaktiviteter og holdarrangementer.
Der er en kort overgangsperiode til alt er oppe at køre, så fra tirsdag d. 2. maj er det muligt at købe drikkevarer.
Fra lørdag d. 6. maj er der et lækkert men begrænset frokostkort, så man også kan få stillet sulten.
Kig endelig forbi, og hils på vores nye forpagtere.
Vi får nu glæde af Trine og Glenn, som er fulde af gå-på-mod, og som glæder sig til at værne om AB Sportscafé, som medlemmernes samlingssted. Trine og Glenn viste tidligt interesse for muligheden da de blev bekendte med den, og vi er sikre på at vi får en café med masser af hjerterum og god service.
Vi opfordrer naturligvis alle vores medlemmer til at støtte op om AB Sportscafé som samlingspunkt, så vi sikrer klubliv og nyder gavn af de hyggelige rammer på tværs af alder og sportsgren.

Trine ser frem til at tage imod AB’s medlemmer, og de har begge masser af erfaring at trække på
- Vi har begge en solid baggrund ift. håndtering af restauration. Glenn har stort set ikke foretaget sig andet igennem de sidste 25 år, og jeg supplerer som partner med adskillige års erfaring indenfor håndtering og koordinering af arrangementer mv. Glenn har tidligere haft forpagtningen for Virum Hallerne og bestyret en større restauration i indre København.
Maden er et af de store spørgsmål, og her er Trine og Glenn åbne for dialog med medlemmerne
- Vi kommer ikke til at "vende bøtten" og indføre et smart koncept. Derimod har vi et stort ønske om, at AB's gæster vil hjælpe os med at vi i fællesskab kan levere det som AB's medlemmer ønsker - og måske har savnet. Når det så er sagt, så vil I kunne forvente et køkken med friske, gode og gennemskuelige menuer. Bl.a. en lækker pariserbøf som en aftenret, flere gode take-away muligheder som dagens ret. Alt i alt er det menuer brygget ud fra hvad vores medlemmer og lokalområdet har savnet. Derfor vil vi bruge de første uger af vores indtrædelse på at gå i dialog med JER! Hvad savner I ved AB Sportscafé? Hvordan kan vi møde jer bedst?
- Vi glæder os meget til at lære jer alle at kende så vi kan udforme nogle spændende klub-events.
Vi byder Trine og Glenn varmt velkommen i AB, og glæder os til at besøge AB Sportscafé!