Ny kommunikationsmedarbejder i AB
Kasper Viktor Petersen er ansat i AB, og har første arbejdsdag d. 4. september. Han er et velkendt ansigt i AB-kredse, da han i mange år har været formand for fanklubben AB Forever, og har hjulpet førsteholdet med flere forskellige opgaver. Han starter som marketing- og kommunikationsmedarbejder, som skal være med til at få klubben mere udover rampen, så AB kan opleve medlemsvækst, og brande sig selv, så det skønne anlæg fyldes op med aktive brugere.

Kasper glæder sig over at have fået job hos hjerteklubben
- Jeg glæder mig helt vildt til at starte på anlægget på Skovdiget. Det er en drøm at få lov til at arbejde i min hjerteklub, og jeg ser frem til at samarbejde med de mange gode mennesker omkring sporten i Gladsaxe, så vi kan få fortalt alle de gode historier, der gør AB til mere end en klub.
Det har været vigtig for klubben at få en person ind, som kan jonglere mange kommunikative og administrative bolde. Kasper har masser af gå-på-mod, gode idéer og kan bruge sin viden omkring klubben til at fortælle de gode AB-historier. Med et nysgerrigt sind skal han nu gå i dybden i alle klubbens projekter og sportsgrene.
Kasper afløser sin (næsten) navnebror Casper Jensen, som er fløjet fra uglereden, og vi ønsker ham al mulig held og lykke, samt tak for en flot indsats igennem mange år. Vi glæder os over at have en kompetent afløser på plads, som er fra lokalområdet, og som allerede har et indgående kendskab til klubben og dens historie.
Vi ser frem til at Kasper starter, og til at han bringer sine idéer i spil til at forsætte den positive udvikling der er i klubben.