Nations Cup kommer til Skovdiget i denne uge
I den kommende uge bliver der masser af aktivitet på ABs smukke idrætsanlæg i Bagsværd. Godt 100 fodboldspillere fra Tyskland, England (officielle FA), Wales (officielle FA) og Danmark, spiller en turnering for over 70 år samt over 75 år.
Tirsdag, onsdag og torsdag, bliver stævnet afviklet, og der er en del spillere, som har spillet på et højt niveau, hvilket vil sige divisionsfodbold og udvalgte hold. På det danske hold er der Niels Yde, AB, og Peter Poulsen, Køge, der begge har repræsenteret de rød/hvide farver på det danske A-landshold. Ligesom der er spillere fra HIK, Skovshoved, B93, Brønshøj og AB/Tårnby.

Niels Yde har spillet 348 førsteholdskampe i AB og han passerede den berømte klublegende, Knud Lundberg. Han fik 6 A-landskampe og 9 U-landskampe og startede karrieren i AB på Nørre Alle i 1956, og debuterede på førsteholdet i 1963. Siden er det blevet til at utal af kampe i den grønne trøje, som kulminerede med klubbens seneste danske mesterskab i 1967, hvor han var anfører for det yderst talentfulde mandskab.

"Jeg sætter stor pris på daglig motion, og jeg dyrker stadigvæk fodbold og tennis, og det til trods for, at jeg snart fylder 79 år", siger Niels Yde. "Det er en fornøjelse, at deltage i sådan et internationalt stævne, hvor man møder spillere fra andre nationer".
Trods en aktiv karriere på snart 70 år, så har Niels Yde – en dygtig forsvarsspiller - blot fået ét gult kort i de mange års aktivitet på boldbanen.
"Det er utroligt vigtigt, at vi får rørt os", siger Peter Krustrup. "Motion er alfa og omega med hensyn til et godt helbred, og derfor er det glædeligt, at der kommer flere og flere turneringer for spillere oppe i årene. Jeg mener, at det er et fremragende initiativ, som AB og Roskilde tager i forbindelse med Nations Cup", pointerer professoren slutteligt.
Det er først i de senere år, at fodboldspillere dyrker boldspil højt oppe i årene. Oprindelig var det kutyme, at de fleste spillere lagde støvlerne på hylden i fyrre års alderen. Gennem årene er det blevet populært, at forsætte motion og de fleste steder er der rækker for spillere +50, +60 og +70 år.
Fodbold er livet
Professor Peter Krustrup, Syddansk Universitet, Odense, har gennem årene forsket i værdien af fodboldspillet rent helbredsmæssigt. Han har gennemført en del undersøgelser, som viser, at ikke blot motion, mens også det sociale samvær med en hyggelig tredje halvleg, har stor betydning for de aktives ve og vel – og højere levealder!
Peter Krustrup har barslet med vigtige slogans. ”Fodbold er for Alle”, ”Fodbold er Livet” og ”Fodbold er Medicin”. Dennes forskning er blevet citeret i det meste af verden.

Ved stævnet der begynder tirsdag formiddag i Bagsværd, er der otte AB-spillere i aktion på de to danske mandskaber. Det er Bjørn Larsen, Stig Hertel og Ole Kaysen, +70, men Steen Christiansen, John Andersen, Sten Lawaetz, Svend Olhoff og Niels Yde er med på holdet på +75 år.
Artiklen er forfattet af Niels Torp Andersen.