Fodbold: Ny Talent Administrator på Akademiet
Så er der endnu en god nyhed, og vi er rigtig glade og stolte over at kunne præsentere endnu en ansættelse på Akademiet.
Vi har i processen op til denne sæson haft stor fokus på, hvilke kompetencer vi mangler på Skovdiget i vores hverdag, og her har det været en væsentlig prioritet for os, at vi har fået ansat en Talent Administrator, som skal være det praktiske og administrative bindeled imellem fodboldudviklingen og den administrative drift, som der naturligt følger med at drive et akademi, som skal leve op til alle DBU's licenskrav. Her er valget faldet på Thomas Køster Madsen.
Thomas er stor fodboldfan, men har ikke arbejdet i fodboldverdenen tidligere. Han har en kandidat fra Roskilde Universitet og har en baggrund indenfor projektledelse. Thomas har stærke adminsitrative kvaliteter, og er rigtig god til at overføre praksis til teori, sætte ting i struktur og kasser og sørge for, at akademiet opnår de mål, som vi er underlagt fra DBU. Han vil samtidig bistå akademiledelsen, trænere og holdledere i den daglige planlægning af alt det, som ligger udenfor fodboldbanen.
Vi er allerede godt i gang med at strukturere arbejdet omkring den kommende licensansøgning, og vi glæder os til at fortsætte alt det gode arbejde, som der i forvejen er bedrevet her på Skovdiget.
Derfor skal der lyde et varmt velkommen til Thomas. Tag godt i mod ham!
