Alliancen København er nyt fælles navn til floorballsamarbejde

Alliancen København er det nye navn til samarbejdet mellem Frederiksberg Floorball Club, Vanløse Floorball og Floorball-Fællesskabet København. Der oprettes ny fælles hjemmeside og fælles platforme på de sociale medier hen over efteråret. Det nye navn gælder alle børne- og ungdomshold og de bedste damehold, som kommer til at spille i en hvid hjemmebanetrøje i den kommende sæson. De resterende hold fortsætter som hidtil under de almindelige klubnavne og trøjer. Navneændringen har ingen praktisk betydning i forhold til træningstider og kampprogrammer.
Frederiksberg Floorball Club, Vanløse Floorball og Floorball-Fællesskabet København har indgået et tæt samarbejde om at udvikle floorball i hovedstaden. Et af målene er at opbygge et stærkt sportsligt miljø i København samt at skabe en ny stærk fortælling om floorball i hovedstaden. De tre klubber tager det næste skridt og lancerer nu et nyt fælles navn til indsatsen. Det hedder Alliancen København. Og klubbernes fælleshold vil stille op under dette nye navn den kommende sæson. Spillefarven på trøjerne bliver hvid i første omgang indtil vi har fundet en ny fælles identitet i klubsamarbejdet.
Vokset sammen
"Vores tre klubber er vokset sammen. Frederiksberg og Vanløse har delt ungdomshold de seneste seks år og damerne i FFK og Vanløse har haft holdfællesskab et par år. Det har været forvirrende for spillere, trænere og forældre. Når børnene skulle præsentere sig, oplevede vi, at de sagde de var fra Vanløse selvom de fleste trænede og var medlemmer på Frederiksberg. Vi har haft mange diskussioner om både navne og hvilke trøjer vi skulle spille i fordi vi langsomt er blevet en bred klub med spillesteder og medlemmer fra mange steder i København", fortæller formand for Vanløse Floorball og bestyrelsesmedlem på Frederiksberg, Jesper Malm.
Bygger på fælles vision
Han fortæller at de tre klubber tidligere på året lancerede en ny vision for samarbejdet og floorball i hovedstaden. Herunder var det planen at klubberne skulle samtænke deres ungdomsarbejde og skabe et nye stærkt fælles elitemiljø. For at understøtte denne indsats skulle udvikles et nyt fælles stærkt brand. Herunder ny fælles hjemmeside, fælles logo og fælles spilletøj. Og med tiden skal der ansættes en eller flere medarbejdere til at drive udviklingen. Hele indsatsen bliver samlet med FNs verdensmål som omdrejningspunkt.
"Vi er på en lang rejse mod mere integration, som i realiteten startede dengang Frederiksberg og Vanløse samtænkte deres ungdomsarbejde. Den fortsætter vi nu ved at mødes om en ny fælles identitet som gør det muligt for os at komme bredere ud end vi gør i dag. I første omgang har vi besluttet at holdene skal spille i hvid og at deres udetrøjer bliver den nuværende klubtrøje. Vi spiller fortsat i sorte bukser og strømper. Det er nemt og relativt overskueligt for alle kun at skulle investere i en ny trøje. I løbet af den kommende sæson vil vi komme med forslag til, hvordan Alliancen KBHs spillertøj skal se endeligt ud. Og forhåbentligt har medlemmerne lyst til at komme med gode forslag," siger forsætter Jesper Malm.
Fælles indgang til floorball
En konsekvens af samarbejdet er også at klubberne forsøger at gøre det nemmere at finde frem til floorballsporten og de mange hold som findes allerede findes i de tre klubber. Derfor udarbejder man nu en ny fælles tilmeldingsside. Og alle hold går over på holdsport som administrationssystem for de omkring 600 spillere.
"Vi vil gøre det nemmere at være floorballspiller i vores klubber og vi vil gøre det nemmere at finde frem til et relevant hold for nye spillere. Vi har haft en del rod med mange interne systemer og forskellige hjemmesider på tværs af klubberne. Det skal gøres nemmere. Forbilledet er bl.a. Hovedstadens Svømmeklub, hvor man relativt nemt kan få overblik over mulighederne på de forskellige hold. Hos os vil der bare ikke være kø, når man skal tilmelde sig, ligesom der er plads på langt de fleste hold," fortæller formand for FFK, Jacob Mønster.
Fakta om nyt navn
Alle børne- og ungdomshold vil fremover hedde Alliancen København uanset hvor de spiller eller træner.
De bedste dame- og herrehold vil med tiden også stille op i turneringen under Alliancen København
I den første sæson spiller de fælles børne- og ungdomshold i en ny hvid fælles trøje med bl.a. FNs verdensmål på maven. Udebanetrøjen vil være de almindelige trøjer (lilla/sort).
I den kommende sæson udvikles en ny fælles identitet inkl. nyt spillertøj, som gælder for sæson 2024-25.
Den nye hvide trøje vil kunne købes til en meget overkommelig pris inden sæsonstart i midten af september
Inden for kort tid lanceres nyt logo som vil komme på alle spillersæt
Der kommer ny fælles hjemmeside og profil på de sociale medier
Alle klubber og hold overgår til holdsport som administrationssystem for træning og kamp
Alliancen København arbejder med FNs verdensmål
FNs verdensmål bliver omdrejningspunktet for samarbejdet i Alliancen København. Der arbejdes med fem forskellige mål: 3. Sundhed og trivsel 4. Kvalitetsuddannelse 5. Ligestilling mellem kønnene 10. Mindre ulighed og 17. Partnerskaber for handling. Hvordan vi konkret arbejder med de globale mål, offentliggøres efter sommerferien.
God sommer til alle!